|
Han har selv skrevet sin ungdomshistorie, og da den giver et bidrag i kulturhistorisk henseende, vil jeg anfører den her uden afkortning: Jeg antager, at den er nedskrevet 1882, altså da han var 40 år gl.
”Jeg, Søren Olesen er altså født 18. juli 1842. Min fader var dengang soldat (jæger) og lå i tjeneste i Nyborg. Otte dage efter blev jeg døbt i Ugilt kirke. Min moster Hedevig holdt mig over dåben.
Det første jeg kan huske er at jeg havde fået fat i en hammer og var krøbet op i vinduet og var ved at slå ruder itu. Min moder kom ind i det samme, og da hun længe blev stående og så på mig, mærkede jeg nok, at jeg var på ulovlige veje, hendes tavshed blev mig derfor pinlig. Jeg sagde så: ”Ku me nier mur!” Derover kom hun til at le, og så var den storm forbi. Jeg havde da fået en rude slået ud.
Da jeg var seks år, kom jeg i skole hos Gundersen. Han var en gruelig bøddel mod somme af børnene. Han slog engang en stakkels dreng halv til døde; mig slog han dog aldrig, men jeg gik heller ikke i skole til ham mere end et par år. Så fik vi en ny lærer, der hed Lykkegaard. Han tampede også slemt; men dog ikke være end, at vi store knægte godt kunne tåle det. Han havde en lang pibe med en lang slange og en stor kolbe ved spidsen. Den langede han os en skalle med og flere af os gik til stadighed med små knuder i hovedet.
Da jeg var syv år, kom jeg til at tjene i Katholm som fårehyrde. Det første år gik godt; men det andet år længtes jeg svært. Da hertil kom, at jeg en dag fik bank fordi ræven havde taget et lam fra mig, så løb jeg bort. Jeg turde ikke komme hjem, men opholdt mig i skoven eller i tørvehuse om natten. Om dagen plukkede jeg bær i skoven og heden og spiste, undertiden gik jeg et eller andet sted ind og bad om en mellemmad. Således var jeg hos mine bedsteforældre i Knier. Til dem sagde jeg, at jeg havde fået lov til at løbe derned. Der fik jeg to mellemmad og en skål sur mælk, som jeg slugte med grådighed. Jeg havde da ikke fået mad i tre dage. Jeg løb da forvildet og forskræmt ud igen på den vilde hede. Først femte dag i dagningen fandt min fader mig, mens jeg lå og sov ved et havedige. Han sagde intet til mig. Jeg havde dog ventet en ordentlig drag prygl. Han sagde bare, at jeg skulle følge med hjem. Jeg fik senere at vide, at han og tre af mine morbrødre havde ledt efter mig i tre dage og nætter. Til toppen
Næste sommer kom jeg til at tjene en mand, som havde stenarbejde ved den ny vej, der da blev anlagt mellem Ålborg og Hjørring. Han boede i Borholt. Derfra skulle jeg køre sten til vejen. Jeg fik kosten og fire skilling daglig, hvilket den gang var en stor løn (som hyrde havde jeg kun 2 Rdr. om sommeren). Jeg var godt tilfreds i denne tjeneste, skønt jeg ikke havde videre godt. Manden var meget fattig og meget gerrig, så hverken jeg eller hans børn måtte få tilstrækkelig kost. Om morgenen, før jeg tog af sted fik jeg en skål kold melgrød og mælk, og så fik jeg et lille stykke brød med på vejen. Jeg fik så ikke mere inden jeg om aftenen kom hjem igen.
Det var et par usle krikker, jeg havde at køre med. Dem undte han heller ikke tilstrækkeligt føde, uagtet han, så vidt jeg kunne skønne, stjal det meste af foderet til dem. Hen på efteråret, da det blev mørke aftener, blev det drøjere ture for mig, især når det regnede.
En aften kørte jeg vild på hjemvejen. Det var buldrende mørk og det regnede, så det flød hen af vejen. Da jeg mærkede, at jeg ikke længere var på vejen, stod jeg af vognen og bandt hestene for at se at finde vejen. Denne fandt jeg omsider, men så kunne jeg ikke finde hestene. Jeg gik den halve nat og ledte og græd. Endelig fandt jeg dem og kørte så hjem efter. Skønt jeg var våd til skinnet og det var dygtig koldt, så fornam jeg slet intet til. Jeg synes, jeg sad så lunt og godt på bunden af vognen. Men da jeg kom hjem kl. 3 om natten, kunne jeg ikke røre et lem. Manden tog mig og bar mig ind i seng. Jeg kunne mærke både på ham og de andre, at de troede jeg var og blev død.
Jeg kom efter et par dages forløb til hægterne igen og kørte så videre.
Om natten var manden undertiden med. Men jeg opdagede, at han kun var med for at stjæle. Alt det hittegods han kom med, fortalte han mig, at han havde købt et eller andet sted. Om høsten gik det ud over kjærven på marken, og så havde han godt kendskab til folks hønsereder. Han kaprede ikke så sjældent flere snese æg en nat. I Hæstrup Mølle, hvor vi lå i kvarter, når vi kørte grus på vejen, stjal han nymalket mælk fra pigerne om morgenen, når de var ude at malke før dag og havde mælken stående i en stor spand. Det drak vi så om dagen til tørt brød.
Et par dage før jeg rejste, blev han dog opdaget. Derved fik jeg så at vide, at det var stjålet. Nogen tid efter væltede han et læs sten på sig og døde kort efter. Jeg græd; Thi jeg holdt af ham. Han var den eneste fremmede, der hidtil ikke havde sagt et ondt ord til mig.
Nu kom jeg så til at tjene hos Jens Madsen i Agdrup, hvor jeg skulle være om vinteren og ingen løn have om sommeren. Han og jeg kørte så daglig til Hjørring med tørv, hver med et læs. Han blev for det meste fuld inden vi skulle hjem. Når vi så kom udenfor byen, smed han tømmerne hen over ryggen af de to grå og lod dem løbe. Det gjorde de; thi de kendte deres mand.
Det var ellers et par gale krikker, som ville løbe løbsk, når andre kørte med dem; men når han kørte blev de aldrig løbske, men løb i kort galop hele vejen og løb om alle de kørende, de kunne nå. Han kom således hjem længe før jeg, da de heste, jeg kørte, ikke var så hurtige løbere.
Når han således var på ”kanten”, var han altid særdeles kærlig imod mig og sagde: ” Du er den rareste dreng, jeg har haft, kom og få en dram! Du skal sandelig Satan split-stjerne-mig have min datter!”
Næste sommer kom jeg til at tjene på Hjørring Hede hos Ole Jensen, nu branddirektør i Hjørring. Der havde jeg det rigtig godt. Denne sommer døde min moder. Jeg var da 12 år.
Derfra kom jeg til Ilbro kro, hvor jeg var i tre år. Der var jeg røgter om vinteren og hyrde om sommeren. Johan og hans kone var god imod mig; men alligevel tog jeg ikke så lidt skade på min sjæl der. De drikkelag, jeg der kom i og andre dårligheder, der fulgte med krolivet tog barnelivets fagre dage. Jeg drak mig således et par gange så fuld, at jeg ikke kunne komme til præsten. Jeg fik i det hele at føle, hvad synd og skyld er. Jeg var tit bedrøvet over, at jeg var så slem; men når jeg så kom sammen med mine fristere, så var jeg væk.
Jeg gik i disse år i skole i Ilbjerg til Lauritsen. Han var en dygtig lærer. Jeg og tre drenge til fra denne skole blev hos præsten kaldt ”de fire store profeter!”
Præsten Neergaard var en løjerlig størrelse. Når en svarede fejl, sagde han: ”Å, dit fæ, gå ud og spørg in grimme kalv, den sirer bø,bø. Det kan du min salighed lige så godt sige” eller han råbte: ”Økseskaft!” Pigerne var han især slem til at banke. Der var en dreng, som var slem til at falde i søvn; men han sad så langt borte, så præsten ikke kunne nå ham. Jeg sad ved siden af vedkommende. En dag sagde præsten: ”Å, giv da den flaben på torsken, sidder han ikke der og sover!” Det lod jeg mig ikke sige to gange. Jeg gav fyren et nakkedrag, og dette gentog sig også sommetider uden højere ordre. Men det var ikke altid efter præstens kogebog. En dag sagde han: ”Hør, du kloge dreng fra skomagerens, kan du ikke vente en lille smule, så skal jeg, som han kunne bande, straks komme og banke dig!” – Den ”kloge dreng” kaldte han mig altid. Min klogskab bestod nok i, at jeg var dygtig til at remse op af Balles lærebog, gengive alle given svar på givne spørgsmål. Til toppen
På kirkegulvet stod vi efter karakterer. Men da vi fik nummer, sagde han. ”Ja, du kloge dreng, du kunne nok for din klogskabs skyld fortjene at stå øverst; men du har temmelig mange kanaljestreger i hovedet, derfor skal du nøjes med at stå næstøverst!” – Jeg tænkte i mit stille sind: ”Nej, men Jens så jeg komme med en fed gås og fem Rdl. Jeg havde kun tre”. Han var en stor gårdmandssøn, og jeg kun en fattig tjenestedreng.
Konfirmationsdagen mødte jeg i min faders omsyede klæder. Men det tænkte jeg ikke på. Jeg så lidt på min moders grav og følte mig så underlig bedrøvet og ene. Verden lå mørk og trist for mig: Nu skulle det for alvor være slut på mit barndomsliv. På kirkegulvet var jeg meget forknyt.
Præsten talte kærligt til mig og spurgte mig som de andre, om jeg forsagede djævelen og troede på Gudfader, Søn og Helligånd. Jeg turde ikke svare ”Ja”, og svarede ikke. Præsten så lidt på mig, lyste så velsignelsen over mig og gik videre.
Jeg ville ikke svare ”ja”; thi dette var ikke sandhed, og lyve for Gud og mennesker ville jeg ikke, og holde, hvad jeg lovede, følte jeg, at jeg ikke kunne. Til alters kom jeg først, da jeg fra præsten fik påbud derom hen på efteråret. Og da havde jeg været der, lovede jeg, at det skulle jeg ikke komme mere; thi der var bordet dækket for Vorherres venner, og til disse kunne jeg umuligt høre. Jeg kom der heller ikke mere, før jeg blev vakt. Jeg var da i mit 21de år.
Fra Kroen kom jeg til Storgaard i Taars og tjente ”Silke-Peter”. Der havde jeg min værste tjeneste. Både var de onde imod mig og så havde jeg overmåde meget at bestille. Jeg var da i mit 16de år. Om vinteren skulle jeg passe 6 heste og 30 kreaturer. Hestene skulle jeg skære hakkelse til og følge to af dem i marken, når vejret tillod det. Manden var hestehandler og næsten aldrig hjemme om dagen, og når han kom hjem var han tit urimelig imod mig, ja, slog mig også en gang. Dette lovede jeg ham, at han skulle få betalt med renter, når jeg blev lidt ældre. Jeg hadede ham fra den dag, og rugede stadig over hævn. Jeg blev der kun et år. Da jeg blev 19 år, mente jeg, at jeg kunne magte ham, og jeg fik et par af mine medtjenere til at love at hjælpe mig at banke ham en markedsdag i Hjørring. Men nogle dage før hørte jeg, at han var død af tyfus. Jeg blev vemodig stemt; men i grunden glad ved, at han var borte og mit had til ham med det sammen.
Jeg tjente så et årstid hos min moster Hedevig (de boede i Morild, Taars sogn). Der havde jeg det godt, skønt hun og jeg ikke altid kom så godt ud af det med hinanden. Manden var altid ude som håndværker og moster og jeg bestyrede gården. Men vi ville begge råde, så det gav jo lidt sammenstød, dog ikke værre end at vi alligevel holdt af hinanden.
Derfra kom jeg til en ung skomager Jens Lund i Lille Klarup. Han var god imod mig; men det var alligevel et dårligt sted; thi både han og hans søster, som var hos han, var løse og letsindige, og alskens fugle af samme slags søgte dertil og jeg sang med.
Derfra kom jeg til Tykskov i Taars. Der var manden og konen sjælden flinke folk og levede menneskeligt talt et yndigt liv med hinanden. Men vi var fem karle, hvoraf den ældste var tyve år. Og så havde de fire piger, hvoraf de to var rigtig dårlige tøser, og det liv denne flok unge mennesker førte, var tit stygt. Jeg lærte der at bande være end en matros, gik med til legestue og alskens liderlig sjov. Til toppen
Jeg kom derfra til Smedsted i Særritslev sogn; thi jeg ville nu langt bort for om muligt at blive at andet menneske. Men her kom jeg fra asken i ilden. Her var også mange unge og manden og konen levede et dårligt liv med hinanden.
Jeg sjovede nu så længe til jeg knap havde klæder på kroppen og kun 2 Rdl. af min løn. Jeg var næsten så langt nede, som jeg kunne komme:
Da talte Vorherre til mig i en drøm. -- Jeg havde som barn drømt en gang, at jeg stod udenfor et tempel, så kom Josef og Marie med Jesusbarnet. Maria bad mig så holde barnet, mens hun og Josef gik ind i templet. Det gjorde jeg hellere end gerne. Jeg lå og legede med barnet på en grøn plads og var så inderlig glad. Lidt efter kom Maria igen og tog ham. Han sad på hendes arm og så over hendes skulder efter mig. Jeg gik bedrøvet tilbage hen over en bro; men dette barneblik glemte jeg aldrig.
Nu drømte jeg en nat, at jeg gik hen over en hede og ville til legestue et sted. Men på vejen mødte jeg Vorherre. Han var nu en voksen mand; men jeg kendte ham godt fra sidst.
Han var klædt i en simpel vadmelsfrakke og i et par skindbukser. Han så vist på mig og spurgte, hvor jeg ville hen. Jeg ville ikke sige ham det. Han bebrejdede nu, at jeg var bleven så slem, da jeg dog havde været et godt barn. Jeg forman da, at jeg var en stor synder. Jeg bad ham tilgive mig. ”Følg mig!” sagde han, og jeg fulgte ham så et steds hen til en bondegård, hvor han holdt møde. Han stod for bordenden og talte; men hvad han sagde, husker jeg ikke; thi jeg stod stadig og ventede på, at han skulle sige til mig: ”Din synd er dig forladt!” Det kom ikke og han blev borte for mig, uden at jeg fik at se, hvor han gik hen.
Jeg blev derover så forknyt, gik hjem og begyndte at prædike for de andre karle over vor synd og usselhed. De spottede mig, og jeg græd. Men nu hørte vi et forfærdeligt bulder og løb hen til lugerne af laden, hvor vi stod. Her så vi, at hele verden brændte fra nordvest, og i det samme kom Vorherre ind ti os og sagde: ”I dag er det den sidste dag!” Jeg kastede mig på mit ansigt og våndede mig. Han havde jo endnu ikke sagt: Din synd er dig forladt!” De andre spottede ham, som de havde spottet mig. Dette sagde han intet til; men kom hen til mig, lagde sin hånd på mit hoved og sagde: ”Vil du gerne til himlen, Søren?” Da jeg svarede ja, sagde han: ”Skynd dig så ud!”
Da jeg kom ud, stod der et par blå heste for en lille vogn, og den skulle jeg med. Men de stod ikke stille, så jeg havde vanskelighed ved at komme op i vognen. Da råbte jeg ærgerligt: ”Å, hvad Satan kan I ikke stå!” – med det samme forsvandt både de og Vorherre. Jeg kastede mig ned på stenbroen og råbte: ”Herre Gud, hvorfor skulle denne ed dog komme over mine læber!” med dette udråb vågnede jeg.
Denne drøm gav mig i flere dage meget at tænke på, og jeg gik ikke med til sjov de første dage, men så begyndte de at spørge mig, om jeg var bleven hellig. Jeg gik atter med; thi synden var mig endnu sød. Jeg dansede drak og spillede kort og fjantede med pigerne for at dulme samvittighedens røst, og den blev da nogenlunde stille.
Jeg kom nu til at tjene hos Søren Larsen i Holte, Tolstrup sogn. Der var menneskelig talt rigtig flinke folk; vi havde det godt med hverandre. Jeg var deres eneste karl. De havde kun en pige, men hun var rigtignok en tøjte. Jeg rasede nu, tumlede og drak på syndens bærme. Den smagte mig ikke. Jeg var nu vist af de fleste betragtet som en godmodig livlig fyr, der var mig selv værst og ville ufejlbarlig gå hel til grunde. Jeg fik en fjante til kæreste, og hun hjalp mig et godt stykke ned ad bakken. Jeg blev i grunden glad den dag, da jeg spurgte, at hun havde kasseret mig og tage en anden. Nu var jeg fri, det skulle der drikkes på og danses.
En dag kom min fader med det sidste af min mødrene arv, 50 Rdl. Hvoraf der nu kun var fem tilbage. Han lod mig så temmelig forståelig vide, at han helst ikke ville have noget med mig at gøre. Han kunne ikke være mig bekendt. Det smagte jeg noget på og begyndte at spørge mig selv, om jeg i grunden var værre end de andre.
Jeg kunne ikke se rettere, end at jeg endnu var en af de bedste. Jeg var godt lidt, hvor jeg tjente. Jeg havde hverken løjet eller stjålet, havde aldrig været i konflikt med loven. Jeg var måske nok temmelig letsindig og en dårlig husholder med mine penge og klæder – men hvad? – ”Er jeg som den forlorne søn?” tænke jeg, da fader gik. Og jo mere jeg tænkte på det, des større lighed, syntes jeg, der var. Synden smagte mig ikke længere. Jeg gik endnu med til alskens sjov, men fandt ingen glæde deri.
Jeg gav mig så til at læse i bibelen den vinter om aftenen i stedet for at gå til legestue. Hvad jeg læste for, ved jeg ikke; thi en angrende synder, var jeg ikke. Det var ikke for at finde Frelseren i bibelen, snarere videbegærlighed. Og så var der nogle skriftlærde farisæer og nogle baptister, som jeg et par gang havde været i lag med og nu læste jeg for også at kunne være med i dette lag. Og jeg blev snart en mester i så henseende; thi jeg havde en stærk hukommelse. Jeg kunne altid huske, hvad jeg læste eller hørte.
Så var det en aften jeg gik og ville til Øster Hjermilslev og lige som jeg kom udenfor gården, så jeg en lille engel et par skridt foran mig. Den var klædt som et lille pigebarn på et par år. Den var i blå silkekjole og havde gult hår. Den så bedrøvet ud, som om den vil sige: ”Ja, jeg skal jo følge ham; men jeg gør det ikke gerne!” – Den havde ingen vinger; men svævede alligevel foran mig. Jeg studsede og blev bange og tænkte, at der skulle ske noget med mig den aften. Jeg stod lidt, og engelen blev borte. Jeg gik da videre; men da jeg ville ind ad byen, så jeg den anden gang, og nu tænkte jeg: ”Du kommer vel i spektakel med de unge karle i byen”
Engelen forsvandt atter, og jeg forrettede mit ærinde i byen, uden at det hændte mig noget. Jeg ville nu gå en anden vej tilbage; men jeg havde dog en anelse om, at der alligevel skulle hænde mig noget den aften.
Den vej, jeg nu valgt, førte over nogle enge, som stod under vand. Gennem dem løb en å, og på hver side var der to små mølledamme. Men det var ved fastelavns tid, og det havde frosset i flere måneder, så jeg vidste, at isen var sikker. Desuden var det smukt måneskin, så her kunne ikke være noget at frygte. Men da jeg trådte ud på isen, så jeg engelen for tredje gang.
"Mon jeg alligevel skal gå under her?” tænkte jeg; men dette var så usandsynlig. Så løb jeg til og hastede frem for at komme hjem; thi jeg blev nu meget bange. Da jeg havde løbet en lille tid, gik der en sky for månen, så jeg ikke rigtig kunne se, hvor jeg var. Jeg kom nu hen på noget hullet is, som jeg nok kunne mærke, ikke var sikker. Jeg gled derfor hurtigt ud efter noget sort og blankt. Men dette var endnu mere skørt, og her sank jeg i.
Det var mig umuligt at komme op; thi vande var dybt og isen skørt, så hver gang jeg prøvede på at kravle op, brast isen. Den kunne lige holde så meget, at jeg kunne støtte mine fingre på kanten og så hænge i vand til halsen. Der hængte jeg så og ventede kun døden; thi råbe om hjælp, kunne lidt nytte; thi der var langt til menneskeligbolig. Da klarede det op, så jeg kunne se, hvor jeg var, og jeg syntes at se døden, benraden, med sin le stå på kanten af isen for at overskære min livstråd. Jeg gruede for døden. Til helvede skulle jeg. Det følte jeg, at jeg havde fortjent. Jeg kastede min pibe og min stok fra mig, for at man kunne finde mit lig.
Da jeg havde gjort dette, ville jeg bede, men kunne ikke. Fred syntes jeg der var alle steder, kun i mit hjerte rasede helvedes kvaler. Det eneste, jeg fik sagt, var: ”Jesus!”
Hvordan jeg kom op, ved jeg egentlig ikke. Det forekommer mig, at jeg kastede mit ene ben op på isen og kom derved op; men dette er der alligevel ingen menneskelig sandsynlighed for. Det eneste, jeg med vished kan huske, er, at da jeg kom rigtig til mig selv, lå jeg et stykke fra hullet og klæderne var stivfrosne.
Jeg rejste mig så og gik hjem og kom i seng, men havde mange stygge drømme. Da jeg vågnede, stod hele nattens begivenhed klart for mig. Det var mig klart, at Vorherre var mig nær og ville mig i tale. Det lød for mig: ”Vil du nu vende om?” – ”Vorherre har nu gjort dig sit sidste tilbud; grib den belejlige tid eller gå til grunde!”
Således gik en tre fire dage. Jeg sov næsten ikke; thi så snart jeg lukkede et øje, så jeg så mange stygge skikkelser. I nabosognet var der dengang en ung kapellan, Splejs (nu præst i Norup på Fyn) og folk sagde, at han var hellig. Ham gik jeg hen til femte dags aften for at tale med ham. Han forstod vist næppe min sjæls tilstand; thi han holdt en streng straffeprædiken for mig. Han kendte mig jo også kun som en letsindig krabat.
Da jeg gik fra ham, sagde han: ”Ja, det kan være, vi ikke rigtig har forstået hinanden. Jeg vil derfor gerne de kommer igen en anden gang!” Jeg takkede og gik, men på hjemvejen kom der en underlig lyst op i mig til at råbe: ”Der er ingen Gud! - Kristendommen er en fabel”. Jeg så trodsig op imod himmelen, som om jeg ville opfordre Vorherre til at vise, at han var til. Så satte jeg mig på en kæmpehøj og stirrede atter mod himlen og sagde nu ganske spagfærdigt: ”Er du Gud, og er du god, da udslet min synd; thi jeg kan hverken leve eller dø med den. Jeg tør ingen af delene!”
Jeg sad her længe; det blev midnat, og alle sov, da jeg kom hjem. Jeg gik ind på mit kammer, hvor jeg faldt på knæ og prøvede på at bede; men det varede længe inden jeg kunne få sagt: ”Vor Fader!”. Længere kom jeg ikke; thi i det samme så jeg en lysende skikkelse stå ved min side – en voksen kvinde med dejligt opkruset hår – men hun græd – Jeg stivede længe på hende og blev ræd; thi det forekom mig, at det var en ånd fra mørkets rige. Ved at se hendes ansigt og hår nøjere, opdagede jeg, at der i hendes hår skjulte sig et par store og stygge vædderhorn. Jeg sprang op og ud af kammeret og gik så og vankede om det meste af natten.
Jeg skulle tærske den dag og tog også fat, men jeg var såre forknyt og kunne næsten intet bestille. Al min synd lige til den mindste enkelthed stod for mig i al sin gru. Som fem-seksårig havde jeg engang stjålet et stykke sukker fra min moder. Denne synd tyngede mig nu lige så meget som de store synder, jeg havde begået. Endelig hen på formiddagen, fastelavnslørdag 1863 kl. 10-11 kom det ligesom et lyn gennem mit hjerte en venlig røst, som sagde: ”Din synd er dig forladt!”
Jeg blev så usigelig glad, kastede mig med i halmen og takkede og lovede den kære nådige Herre Jesus. Vel kunne jeg endnu huske mine synder; men det var mig nu, som om de ikke kom mig ved. Jeg var altså nu fri glad og lykkelig og ønskede bare jeg aldrig skulle synde mere.
Samme aften ville jeg så til Hjørring for at købe mig nogle bøger og til mit hjem for at fortælle dem, at jeg nu var et Guds barn. Mens jeg gik synes jeg, at hele verden var forandret og at menneskene så mildere til mig.
I Hjørring købte jeg et ”Nyt Testamente”, ”Brandts bibelhistorie” og ”Bøjes lille skatkiste”. Disse bøger blev i længere til min kæreste læsning.
Da jeg gik fra Hjørring til Lørslev kom jeg ifølge med en mand, som var slem til at bande. Jeg talte da med ham om det, men han blev da værre. Så løb jeg fra ham, skønt han forfulgte mig længe og råbte og bandte.
Min fader og min stiftsmoder kunne ikke forstå mig, da jeg fortalte dem, at jeg nu var så glad; thi jeg var vis på, at min synd var mig forladt – men de behandlede mig kærligt. Andre spottede mig og mente at jeg havde fået en skrue løs.
Da nogle dage var gået, mærkede jeg nok, at jeg ikke kunne lade være at synde, enten i ord, i tanker eller i gerninger, og var meget ulykkelig derover; thi hver gang en syndig tanke kom op i mig, eller et syndigt ord kom over mine læber, syntes jeg, at Vorherre fik piskeslag for min skyld. Jeg så da billedet i Brandts bog, særlig Jesus i Getzemane , hans pinsler og hans korsfæstelse og syntes, at alt dette måtte han lide for min skyld.
Jeg var altså nu både vakt og omvendt; men ”Hvor går vejen gennem livet til himlen?, Hvilket trossamfund er det rigtige? – Med hvem skal jeg slå følge?” Jeg læste og bad; men kom dog ikke til klarhed over dette.
Så en dag tog jeg og opskrev navnene på alle de trossamfund, jeg kendte, hver på sin seddel, som jeg rullede sammen og kom i min hue. Jeg bad så Vorherre styre det så, at jeg måtte tage navnet på det samfund, han ville kalde sin menighed, og som han ville, jeg skulle slå følge med.
Med skælvende hånd tog jeg en af sedlerne, der stod – Mormonerne -.
Jeg studsede og tvivlede – Nej, alle andre kunne det være, kun ikke mormonismen! Nej den havde jeg og min slægt lidt så meget under, så den kunne jeg ikke med, og de kunne umuligt være Guds børn – Vorherre ville vist skæmte med min barnagtighed. Dog det kunne jeg heller ikke forstå, men så gik jeg at høre både baptisterne og pietisterne og til sidst Splejs, der var Grundtvigianer; men ingen af dem kunne jeg være glad ved.
Jeg holdt mig så hjemme en tid og begyndte atter at læse i bibelen – for derigennem at komme til fred og klarhed. Men dette nåede jeg heller ikke.
Så en dag, jeg gik til Hjørring, kom jeg ifølge med en pige fra Splejs’s venner, og vi kom straks til at tale om kristelige ting. Jeg kritiserede alt og alle og mente, at der ingen virkelige kristne var mere. Hun svarede mig blidt og stille på alle mine udfald, og gengav så, hvad hun kunne huske Splejs havde sagt om dette eller hint. Jeg var på en måde vred på hende, vel mest fordi hun kunne magte mig trods al min viden. Til sidst bad hun mig komme til kirke endnu en gang og høre Splejs, og dette lovede jeg hende.
Næste søndag kom jeg så og efter tjenesten fik hun mig med ind hos Splejses. Vi talte om mangt og meget om hvad der hører Guds rige til og efter den tid var jeg meget glad. Jeg kom til at holde meget af Speljs og de få unge venner, som samledes om ham. Men en ting stødte mig, og det var når Speljs bekendte troens ord eller døbte et barn. Under begge dele bøjede jeg mig ned i stolen; thi det stod for mig som noget, der grænsede stærkt op til Gudsbespottelse, men som jeg mente, den kære Gud for tiden bar over med. Jeg ønskede bare, at Speljs og de andre snart kunne indse dette.
Så var det en aften, jeg traf sammen med Skov-Kirsten. Hun tog mig nu under behandling – de andre kunne ikke magte mig – og hun klarede det sådan for mig med få simple ord, så jeg var glad, da jeg den aften gik hjem, og jeg takkede Gud for lyset, jeg havde fået over dåbspagten, og for de rare unge mennesker, jeg nu og da kunne træffe sammen med. Der var også en familie, Skov-Kirstens svoger og søster, Jens Murmester i Linderup, som hørte med til vor venneflok og hvor vi nu og da samledes.
Jeg vil nu nævne venneflokken , som samledes om Splejs:
Skov-Kirsen og hendes søster Marianne Sine Jensen fra Grønnerup, Marie Tjenesepige, Tjenestekarl Hans Peter Hansen og mig samt lærer Grønborg og hustru. Vi få og små samledes så vidt muligt hver søndag i Serritslev kirke, skønt vi hørte til flere forskellige sogne. Vi var så barneglade ved at komme sammen og søndagen var altid en højtidsdag, vi længtes efter. Til toppen
I 1864 var tyskerne jo nede i Vendsyssel og ved at se på dem og deres færd vågnede danskheden i mig.
Der lå en del ryttere i Øster Aaengaard i Serritslev, og derfra drog de ud på røvertog. Jeg var et par gange i kast med dem. Således var det en morgen, jeg skulle ride et steds hen med en pose kartofler. Jeg red ned ad et dalstrøg forbi de tyske forposter og ville have lidt løjer med dem; thi de havde været efter mig et par dage i forvejen. Jeg havde gået og skudt vildænder i en mose.
Rigtig nok fik de slyngler ikke fat i min bøsse; men jeg var dog ked af, at jeg skulle stå d´herre til regnskab for hvad jeg gjorde. Jeg red nu for om mulig af få dem til at ride efter mig og så skulle der blive sjov; thi jeg stolede på min hest, der var en særdeles god løber. Endelig satte den ene af forposten efter mig. Han råbte og bandede og sagde ”Halt!” men jeg kilede af og han bag efter.
Man jeg havde alligevel forregnet mig. Enten var hans hest en bedre løber end min, eller også var han en bedre løber end jeg, nok er det, han halede ind på mig og jeg blev hed om ørene; thi han ville snart kunne nå mig med et skud. Sådan gik den en fjerdingvej, så kom vi ind i Kalune by, og her smuttede jeg fra ham og om bag et højt risgærde, som han i halvmørket ikke havde opdaget. Jeg lod nu min hest løbe og fandt snart hjem, men jeg tog ganske spagfærdig kartoflerne på nakken og bar dem hen til ”Bakken”, hvor de skulle leveres.
En dag var der en prins dernede. Han skulle føre rytteriet til Hjørring. Jeg havde da lyst til af se, hvordan sådan en fyr så ud. Jeg gik op til vejen og traf der ham og hans stab. Jeg så vist ikke videre venlig til ham, og jeg tror han blev bange for mig. Jeg brystede mig nu og des mere arrig til ham. Han kommanderede så sin stab til at slå kreds om mig, imens han vedblev at glo på mig. Vi fulgtes nu ad et lille stykke til vi kom til Serritslev Kirke, der stod et par karle og piger og et par gårdmænd, som havde været med i 64. Disse, tilligemed to andre lømler tog nu deres hue af for tyskerne og bød dem velkommen. Tyskerne varede på gebrokken dansk: ”Sjøn ist dat dansje land und das pier!”. Jeg blev vred over dette velkommen og skældte navnlig de to gamle krigere ud; men jeg havde nær hentet mig en banket trøje for min danskhed iblandt ”de danske!”
Den 8. august kom jeg ind til Ålborg og skulle være soldat. Jeg fik mit tøj, og syntes nu, jeg var rigtig i mit es. Men da 3-4 dage var gået blev jeg så underlig ked af al den banden og skælden. Jeg gjorde min flid for, at ingen skulle bande over mig, og det lykkedes også, men så måtte jeg jo høre på de andre. Jeg overanstrengte mig i tjenesten. Således en dag, det havde regnet om natten, vi skulle løbe kredsløb med hold og spring gled mine fødder, så jeg faldt bag over og blodet stod mig ud af næse og mund.
Jeg kom så på sygehuset, der var jeg i tre måneder, så blev jeg sendt hjem som midlertidig kasseret.
På sygehuset kom jeg til at ligge sammen med tre Morsinger, der mer eller mindre havde stået i forbindelse med livet her oppe, - thi både var jeg jo en del syg og desuden blev tiden mig for lang.
En dag kom præsten Haae derop og ham fik jeg en samtale med, som jeg var rigtig glad ved. Dengang var jeg glad for lidt, det frydede mig igen at træffe et menneske, som med ærefrygt nævnte Herrens navn. Præsten skaffede mig en bibel og nogle andre bøger, som jeg var glad ved at læse i.
Jeg, tillige med nogle flere soldater, fik nu gastriksfeber og lå i vildelse i flere dage. en nat var vagten falden i søvn, og flere af de syge var kravlet af sengen og havde et eller andet galdskab for; Således var der en, der ville vælte kakkelovnen, da han mente, det var et læs hø. En anden sad op i sengen og piskede på hestene. Han mente, at han var kørt i bløde og råbte til os, at vi skulle hjælpe ham. Jeg lå og morede mig over alle disse gale mennesker, men var alligevel ikke selv klogere for jeg eksercerede med en trup soldater, som jeg syntes marcherede hen ad væggen.
Da vi kom os lidt, måtte vi ikke få andet end feberkost. Vi blev så opfindsomme ved at skaffe mad på anden måde. En aften var det dog nær gået galt med ”beskafningen”.
En slagtersvend, som lå på samme kammer, havde en kæreste, som hver dag kom op til ham med mad, som han så villig delte med os; men den aften, havde hun også bragt ham en flaske rom, og dem tømte vi 5-6 svage mennesker og kom derved i perlehumør, som dog fik en brat ende; thi både lægerne og sygeplejerskerne kom. Vi fik ikke siden rom.
En dag havde vi klaget over havresuppen, som vi gerne ville have lidt mere sukker i. Jeg var nede på gangen, da Sergenten kom for at høre på de andres klager. Men da vi ikke havde lagt noget ordentlig plan for vor mytteri, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige, da han kom ned til mig med en skål havresuppe. Jeg viste altså ikke, hvormed de andre havde begrundet deres klage og bad derfor om at smage på den. Det fik jeg da lov til og sagde så: ”A tøkkes de æ røget!”
Nu for han op og råbte: ”Ja, jeg skal den onde lyne og tordne mig røge dem; de andre slyngler sagde, at den var sur og sveden. Når I nu kommer herfra, skal I komme i brummen alle sammen, så kan I, som han kunne bande, sidde og spekulere på, hvad suppen fejler!”
Da jeg kom op til de andre, så de bedrøvede ud, nogle bandte, andre græd; men jeg trøstede dem og mig selv med det gamle mundheld: ”Den tid, den sorg!” Historien endte med, at vi nu slet ikke fik sukker i suppen. Så vi gjorde en dårlig forretning.
Således svandt de tre måneder med kedsomhed, iblandt en lille smule kommers, undertiden også alvorlige scener:
En stakkel lå og led af svindsot, men var så ond og rå, han bandede og galede lige til det sidste. Jeg ville undertiden tale med ham om døden og om Vorherre; men dette spottede han kun med. Han blev så omsider ført til sit hjem lidt uden for byen, hvor han døde et par dage efter.
En anden fyr havde givet sin sergent 50 Rdl. for at skaffe sig fri for tjeneste. Han sad hver dag og åd tobak, og så ville han bilde lægen ind, at han havde svindsot. Lægen kunne ikke opdage, hvad han fejlede og jog ham et par gange ud. Men sergenten førte ham tilbage hver gang og forlangte ham kasseret. Det blev han da endelig. Et par år efter traf jeg ham igen, og da havde han virkelig svindsot, så der var gået ild i spoteriens hus.
Så var der en storsnudet fyr fra Frederikshavn, han forlangte at vi skulle sige ”De” til ham, og alle, der ville det gav han smørebrød, som blev smuglet ind til ham; men jeg sagde stadig ”du” til ham. En dag vendte han sig arrigt til mig og spurgte: ”Når har vi to drukket dus?” Jeg kunne i øjeblikket ikke hitte et rigtigt svar, men så svarede Villads Jensen fra Øster Jølby for mig: ”Det var dengang I past svoojen sammel, han holdt æ haael op, aa do kyst dem i a røv!” Her over blev fyren så fløjtende gal og truede os med al landsens ulykke, men det hele han kunne gøre var at stoppe de andre med smørebrød, mens vi to intet fik.
Der var mange iblandt soldaterne, som ikke kunne skrive, og jeg skulle så skrive for dem. Men jeg ville så stadig se deres breve fra kæresten, for, som jeg sagde at kunne give rigtig svar. Det var jo bare nyfigenhed af mig; men der var også flere, der trykkede sig ved at lade mig se alt. Men i dette stykke var jeg ubarmhjertelig og fik derved indblik i meget både pudsigheder og dårligheder.
Der var således en fyr her fra Mors, som havde to kærester. Den ene skrev jeg til og den anden skrev han så selv til. Da jeg opdagede hans lureri, skrev jeg dette til den ene.
Jeg skrev også for ovennævnte Villads Jensen, som var gift, og Peder Krog i Jølby skrev så for hans kone. Derved kom han og jeg til at føre en brevveksling sammen og jeg blev bedre sat ind i de åndelige livsbevægelser på Mors. Han skrev en del til mig om friskole og sognebåndsløsninger, men det var alt sammen sager, jeg ikke forstod mig på den gang. Gud og hans rige med fred og glæde i den Helligånd, ville jeg hellere skrive end tale om. Dette ville han også, men han ville tillige, vi skulle leve og være glade her i verden; men ikke med verden. Vi vekslede et par breve efter at jeg var komme hjem.
Hen i november måned blev flere af os sendt hjem efter at vi var bleven kasseret af overlæge Salomon.
Da jeg kom hjem rejste jeg til Smersted i Serritslev sogn, hvor jeg før havde tjent, og der fik jeg lov at blive mod at betale 1 mark om dagen for kost og logi. Jeg var så i Smersted den vinter, hvor jeg sad og skomagerede. Til toppen
Om foråret gav jeg mig til at grave tørv; thi derved kunne jeg tjene mere end ved håndværket. Om høsten tog jeg tillige med mine brødre høst arbejde på Børglum kloster. Ved rapshøsten var jeg sadel- og sejlmager, og når de kørte korn ind, var jeg en slags underforvalter. Jeg havde det i det hele godt, men jeg var dog alligevel ked af at være der, særlig da forp. Meyer tillige med hans forvalter var rå og behandlede folkene som trælle. Der skal dog siges til Mejers ros, at han var omhyggelig for, at hans folk fik en god kost, og at alt var rent og ordentlig i karlekamrene.
Folkene kunne jeg godt lide, og livet mellem dem var meget bedre end mange andre steder, så skønt de 20-30 karle og store drenge væsentlig var udskud alle steder fra, fandt jeg dog kun et par enkelte slemme. Men ingen af de stakler havde jo nogensinde haft et hjem, ingen kærlig moder havde lært dem at bede. De havde ingen barndomsminder.
Blandt pigerne fandt jeg min kone. Hun var og havde været kokkepige der i flere år. Hun var en naturlig og god pige, der holdt sig borte fra al den dårlighed, som ellers går i svang sådanne steder. Hun ville gerne tale med mig om Vorherre og om hvad der høre Guds Rige til. Derved kom vi meget sammen, når lejlighed gaves, og da jeg skulle rejse hen på efteråret, blev vi enige om at følges ad for hele livet. Dog ville vi for det første ikke giftes, da jeg endnu ikke var klar over, hvor jeg ville hen, eller hvad jeg ville slå ind på.
Om vinteren (66-67) tog jeg til Vrensted til skomager Kristian Gad og arbejdede hos ham som svend. Han var en dranker og en tyran imod sin kone. Straks jeg var kommet der, bankede han hende en aften. Derover blev jeg vred og ville rejse. Men så gav han gode ord og lovede bod og bedring. Jeg lovede så, at jeg skulle blive der, så længe han ville lade være at mishandle sin kone.
Det gik også nogenlunde til hen i marts. Så en dag, jeg et øjeblik var ude, gav han sig til at slå løs på hende. Jeg kom straks ind og reddede hende; men så råbte han: ”Nu har jeg længe skulle tage hatten for dig for at få lov at banke min kone, det vil jeg så bandede han ikke finde mig i længere!”
"Nå, ja, ja, så rejser jeg!” sagde jeg så, men det blev han alligevel ked af, og både han og konen gav dem til at tigge mig for at blive, men jeg rejste, og godt var det, at jeg kom bort.
Her drømte jeg en nat, at Fanden kom ind i stuen og så sig omkring. ”Hvad vil du?” spurgte jeg, ”Jeg vil ikke dig noget!” svarede han. Denne drøm fortalte jeg Gad og hans kone, og det gjorde et stærk indtryk på dem; thi de mente, at det var dem Fanden kom efter.
Se, vel var det kun en drøm; men virkeligheden var dog den, at den onde ånd rådede i huset, og det følte de måske også.
Nu tog jeg til Høgsted i Vrejlev sogn, hvor jeg lejede mig ind hos en gammel enkekone, Maren Østergaard, og her begyndte jeg så mit håndværk på egen hånd og for egen regning. Med arbejdet og fortjenesten gik det godt, så inden et halvt år var omme, havde jeg to svende.
Men alligevel var min sjæl ikke i mit håndværk, som Zirak siger. Jeg havde siden min åndelige vækkelse stadig længtes efter at blive lære, vel nærmest som missionær, og jeg havde flere gange tænkt på at slutte mig til ”Indre Mission”. Men på den tid var det at Nielsen, nu præst i Chicago, og Anders Laursen, nu højskoleforstander i Lundby ved Løgstør, fik deres afsked fra missionen for deres Grundtvigske syn på livet.
Dermed var (sagen) vejen også spærret for mig. Jeg tænkte da på at tage på seminariet, for at blive skolelære. At være skomager tilfredsstillede mig ikke længere.
På denne tid kom en friskolelærer, Niels Peter Jespersen fra Mors til Høgsted og holdt nogle foredrag om den ”fri skole”. Dette greb folk deromkring, og han blev opfordret til at komme til Høgsted og oprette en friskole. Han kom da også hen på sommeren, og nu blev der et ordentligt røre i byen. Alle friskolefolkene begyndte med at anskaffe sig et Dannebrogsflag og børnene fik hver sit lille flag, som de havde hos sig alle mulig og umulige steder.
Jeg kunne ikke rigtig være med i alt dette, og dog var der meget i deres folkesange og øvrige glade kristendom, som tiltalte mig. Jeg tog tit en tørn med Niels Peter og de andre unge; thi jeg kunne ikke rigtig forstå dette: ”Bort med de døde bogstaver og lad os høre det levende ord!” Bibelen var mig såre kær, hvad den også vedblev at være og er endnu. Ja, jeg har sjælden hørt en prædiken eller et foredrag, som har kunnet veje op med dette for mig at læse et kapitel i Biblen, - så den ville jeg ikke have regnet med til de døde bogstaver.
Det kom under alt dette mere og mere til at stå for mig, at jeg skulle være lærer og i friskolen var der vist mig en vej. Men med håndværket gik det nu godt. Det vil sige, jeg tjente gode penge. Når jeg en enkelt gang talte med mine forældre og søskende om, at jeg måske ville forlade håndværket for at blive friskolelærer, så var de alle imod mig, mest fordi det var et usikkert levebrød. Dette kunne jeg jo også nok se, og jeg gik i længere tid og stredes med mig selv om, hvad jeg skulle gøre.
Denne kamp blev mig til sidst så hård, så jeg næsten ikke kunne arbejde; thi jeg følte mere og mere kaldet fra Vorherre til at blive børnelærer. Så var det en dag, da jeg gik ude på marken, at den kaldende røst atter lød for mig og da svarede jeg højt og tydelig: ”Ja, Herre, på dit ord vil jeg gå til skolen”. Fra den tid fik jeg igen ro og kunne igen arbejde.
Jeg talte så med Niels Peter om det og blev bestemt, at jeg skulle komme til ham den kommende vinter.
Jeg kom så hen til Mors (1867-6819) og gik i skole. Men jeg kan egentlig ikke sige, at jeg var glad ved at være i Niels Peters skole. Børnene havde efter min mening alt for meget frihed. Hans tankegang var nemlig den, at børnene skulle have lov at gøre hvad de lystede, og der var derfor også en skrækkelig ”leben” af disse 70 til 80 børn; nogle ville skrive, andre regne, andre læse og andre igen lege eller lave ”halløj”. Dette kunne jeg ikke lide, og da Niels Peter hen på vinteren blev syg, og måtte på sygehuset i Thisted, skulle jeg sammen med et par andre karle, der også gik i forberedelse hos ham lede skolen, og vi prøvede så på at få det i en anden gænge, hvilket også til dels lykkedes.
Jeg var rigtig glad for at høre Niels Peter fortælle for børnene; thi han havde en underlig evne til at tiltale både de små og store børn. Ja, jeg kom herved til at leve mig ind i en verden, som jeg hidtil ikke havde anet og som blev mig til megen glæde. Desuden sluttede jeg nær venskab med en af de unge karle; Kristian Hust fra Nørre Bindslev. Han var et rigtig godt menneske og havde bedre levet med i livet end jeg. Den anden, Kristian Pedersen, var fra Bjergby på Mors. Ham var jeg også glad ved, men vi hold dog begge mest af Kristian. Han var desuden også den dygtigste i kundskabsfagene, og deri var han vor lærer. Niels Peter havde ikke meget af den slags.
Nu er Kristian Hust gået over til det henrenske(?) sværmeri, så vi kan hverken tale sammen eller have fornøjelse af at skrive sammen. Kristian Pedersen har siden været friskolelærer i sin fødeby Bjergby, og har været meget yndet både af børnene og af forældre. Kristian Hust blev aldrig lærer. Han blev kort efter turen til Mors gift og fik en lille gård i sin fødeby. I foråret 1868 kom jeg til Dragstrup og blev friskolelærer.
Her havde jeg den lykke at blive lærer for flere rare børn, blandt disse var Anders Svendsen Hovmøller, hvis korte livsløb jeg har udgivet på tryk, og så hans søskende. Jeg fik min kost i deres hjem og kom måske derfor til at stå i et så nøje venskabsforhold til dette hjem, særlig til børnene og deres moder. Deres stiftfader, Henrik Kusk, var den gang ikke så godt med i livet som nu, men ville dog gerne tale derom.
Foruden min skolegerning havde jeg ugentlige aftenmøder, hvor jeg holdt foredrag om kristelige og folkelige ting. Der kom forholdsvis mange tilhører til disse møder. Blandt mine tilhørere var to gamle mænd, Søren Kjær og Jens Søndergaard fra Dragstrup. De kom stadig, og jeg har tit tænkt på, at det var mærkeligt, at jeg som ungt menneske havde noget at kunne sige dem, som de kunne være glade ved; men glade var de.
Jeg tog også andre steder hen på øen og holdt foredrag, og var i det hele nidkær og ivrig for at samle folk til at glædes ved det nye liv, særlig dette, der levede i den fri børne- og folkeskole. Til toppen
I foråret 1869 forlod Niels Peter skolen i Øster Jølby, og så ville både han og flere, at jeg skulle overtage den. Efter mange bryderier købte jeg den så. Prisen var 1400 Rigsdaler. Han forlod Øster Jølby særlig fordi han ikke kunne være med i valgmenighedsbevægelsen, som da var oppe på dagsordenen.
Vennekredsen skiltes ad i et flertal og et mindretal. Højskoleforstander Poulsen Dal var ordfører for flertallet, Niels Peter for mindretallet, som bestod af Morten og Hans Kr. Poulsen i Skallerup, Kristen Larsen fra Solbjerg og enkelte flere. Flertallet bestod af 40 familier fra Thy og Mors. Der var et vældig røre i disse dage. Vi havde mange møder, både stormende og stille. Ved det sidste møde, 2. pinsedag 1869, hvor det bestemte, at vi skulle danne valgmenighed og bygge en kirke, havde vi et herligt møde. Mange fornam vist, at Guds ånd var til stede. Under sangen: ” Som han siger, så I gør!” var det som alle hindringer svandt og vi gik glade ind på at begynde arbejdet i Guds navn. Til slutning sang vi: ”Foragter ej de ringe dage” og vi sang: ”så hjertet blev stort derved!”
Muremester Laursen fra Thisted, som skulle bygge kirken, fremlagde tegning og overslag, og det viste 7.000 Rigsdaler – men inden kirken blev færdig kom den til at koste 14.000 Rigsdaler. Vi købte så Præstegården for 7.000 Rigsdaler og byggede den for 13.000 Rigsdaler.Vi havde flere møder om, hvem vi skulle have til præst, og om vi skulle have lovning på præsten inden vi byggede kirken. Flertallet stemte for, at vi skulle have præsten først, og at vi skulle henvende os til pastor Faaborg i Vadum. Han havde tidligere været kapellan i Nykøbing og der vundet sig mange venner på Mors. Jeg og Mikkel Dal i Øster Jølby var de eneste, som stemte imod disse ordninger. Vi mente det var rigtigst at bygge kirken i god tro til, at Vorherre så nok ville vise os manden. Der blev så sendt 3-4 mand til Vadum, men Faaborg sagde: ”Nej!”
Nu kom det så til at gå sådan, at vi havde kirken mere en halv færdig, før vi blev klar over hvor vi skulle vende os hen. Valget faldt denne gang på sognepræst R. Lund i Jetsmark, og der blev så sendt en del mænd derned. Efter nogen betænkning, og efter at han og hans kone havde gjort en tur herned, sagde han ”ja”, og han var nu menighedens præst.
Da kirken efter to års forløb var færdig, blev det ved et møde på højskolen bestemt, at den skulle hedde ”Ansgarskirken”, og ved dens indvielse 17. december 1871, talte Peder Laursen fra Dons om det sorte kors, vi havde rejst i stedet for altertavlen og han sendte kort tid efter den nuværende smukke altertavle og korset kom til at stå over indgangsdøren.
Gamle Peder Dal i Øster Jølby gav kirkeklokken. På indvielsesdagen var den endnu ikke kommet, så før at alt på indvielsesdagen skulle være i orden, måtte vi på provstens forlangende, skaffe en anden. Vi fik så i sidse øjeblik skaffet en madklokke fra jernstøberiet i Nykøbing, og den blev der så klimtet løs på, mens en flok præster med provsten i spidsen og menigheden bag efter gik ind i kirken. Det var tredje søndag i Advent.
Alt gik så sin jævne gang til 1882. Menigheden voksede og bestod nu af 200 familier – da vi begyndte var vi kun 40. Men da kom et stort brud, som jeg senere skal fortælle om.
1876 opgav jeg skolegerningen, særlig fordi jeg blev træt af den modstand enkelte i skolekredsen rejste imod mig, særlig fordi, som man sagde, jeg var for streng ved børnene og holdt dem for meget til kundskab. Det var Poulsens kone, Josef Søndergaards kone samt Peder Mortensen og et par stykker til, der lavede oprør imod mig. Omsider sammenkaldte jeg alle 34 familier, alle, som havde med skolen at gøre og stillede min forbliven til deres rådighed. Nu blev der strid, da jeg sagde dem grunden. Sluttelig gik det til afstemning og de 29 stemte for, men fem imod og blandt de sidste var der kun Josef, som havde børn i skolen. Det var i 1875. Jeg blev så et år længere. Jeg havde da været i Øster Jølby Friskole siden 1869 og havde i den tid undervist mellem 60 - 70 børn. Min løn var 300 kr. og fri ildebrændsel og så måtte jeg endda føde en lærerinde om vinteren. Det var jo en lille løn, men Guds velsignelse var over det lidet, så det slog til, ja blev endogså tilovers. Af frivillige gaver fik vi ikke meget, højst 8 til 12 kr. årlig, så det var udelukkende Guds velsignelse, der holdt os. Det sidste år fik jeg 400 kr.; thi jeg ville ikke længere arbejde for den løn.
Jeg var så en tur i Vendsyssel for at se på friskoleplads i min hjemegn og en anden i Vester Brønderslev, samt Ørum ved Viborg. Jeg tog så hjem for at tale med min kone derom, hvilken af stederne vi skulle tage til og i forening bad vi Gud vise os derhen, hvor vi kunne virke til Guds ære og os selv og andre til glæde. Dagen efter kom Poulsen og hans kone og (tilbød) bad mig tage til højskolen, hvilket faldt mig noget underlig efter den medfart de havde givet mig. De sagde mig da, at grunden til deres modstand nærmest var den, at de mente, at jeg var bedre til at holde skole for voksne end for børn.
Nu efter nogen betænkning blev min kone og jeg enige om, at sige ”ja”. Jeg var så i Galtrup Højskole i syv år og var glad derved. Da jeg forlod friskolen svandt den ind til det halve antal børn og har flere gange skiftet lære og hver gang gået ned ad bakke efter mit skøn både i åndens og håndens verden.
De syv år, jeg var ved højskolen, var på mange måder skønne år. Men jeg begik i de dage den dumhed, at jeg lod mig vælge ind i bestyrelsen for næste alt det, der var oppe på Mors den gang. Jeg var således i flere år formand for kreaturforening, Brugsforening, Læseforening, Friskoleforening og i styrelsen for Dansk Samfund, hvor jeg tillige var regnskabsfører. Formand og Regnskabsfører for Morsø Skytteforening. I styrelsen for Morsø Folkeblad. I styrelsen for et højskolehjem i Nykøbing og i Menighedsrådet. Dumheden lå deri, at jeg spredte mine kræfter til lidet nytte, og satte en del penge til uden at jeg fik en øre ind for alt det arbejde. Og så fik jeg desuden en mængde misundere og uvenner, som plager mig den dag i dag.”
Hermed ender Søren Olesens egenhændige optegnelser, som må være skrevet omkring 1884 – 90. Da jeg på Kirkeligt Samfunds forlag har udgivet en levnedstegning, der udkom nytår 1925 under navnet ”Søren Olesen fra Mors”, vil jeg ikke her komme nærmere ind på enkelthederne; men kun give en ganske kort oversigt over hans senere liv. Til toppen
I efteråret 1884 begyndte højskolen i Jebjerg sin virksomhed med forhenværende skolelærer seminarist Axel Axelsen som forstander.
Der var netop i de år at Galtrup Højskole gik rent i stå, fordi højskoleforstander Poulsen-Dal gik over til den Henrikske bevægelse, og nu henvendte Axelsen sig til Søren Olesen for at formå ham til at tage til han som medhjælper ved en ny højskole.
Da det ikke så ud til, at Galtrup Højskole skulle overvinde krisen, tog Søren Olesen efter en del forhandlinger imod tilbuddet. Og det blev ordnet således, at han skulle være ved højskolen om vinteren i januar, februar og marts måned og om sommeren i juni og juli. Hver lørdag skulle han have fri for at kunne forestå sin gerning som kirkesanger ved Ansgarskirken. De øvrige af årets måneder skulle han så bruge til at passe sit lille landbrug og sin allerede den gang begyndende missionsgerning, som han følte et drivende kald til; men som han af økonomiske grunde ikke kunne ofre hele sin tid på.
Ved denne højskole arbejdede han nu indtil 1890 og havde sikkert sin store del i, at den slog så godt an. Han kom jo meget ud og kunne således påvirke mange unge til at tage på højskolen, desuden var han en udmærket højskolelærer.
Axelsen skriver om ham: ”Det var en fest at være samme med Søren Olesen. Der var altid dybde i hans samtale som i hans foredrag – stille varmt og lunerigt. Der er ingen af os, der glammer ham, hverken de unge eller vi, der var næste jævnaldrende. Vi holdt af ham, og børnene klyngede sig til ham. Der har aldrig været nogen uenighed mellem os, undtagen, når han skulle have sin løn, og aldrig ville have så meget som jeg mente, han havde fortjent!”
Axelsen har skildret han som taler på følgende måde: ”Som han kunne fortælle! Ikke et ord tabt for ungdommen, når han stod på katetret og med sit rolige åsyn, sit oftest vemodige udtryk, sin bløde stille tale, i sit brede vendelbomål fortalte om Valhals Guder, som det lod til han havde gæstet”.
"Endnu nærmere gik han ind på sine tilhørere, når han på sin ejendommelige originale vis med en mærkelig poetisk anvendelse af de gamle myter gjorde strejftog ind i nutidslivet, kastede sig over en eller anden ungdommens gåde, eller med ét lunt glimt i øjet prikkede med nåle eller snærede med Pisken”:
”Dog endnu mærkeligere fangede han sindene, når han fortalte saga. Han malede så levende, så man levede med i kampen, blev revet med, nødtes til at tage parti, glemte alt andet rundt omkring. Jeg ser ham endnu stå der og fortælle ganske rolig uden at bevæge sig. Det var kun hans ord, der malede, jævnt og stille, næsten ensformigt kun med et ildfuldt glimt i øjet nu og da.
Jeg har aldrig hørt nogen, der tilnærmelsesvis gav et så virkeligt indtryk af sagaen, så den blev levende. Det var som han voksede for tilhørernes øjne og selv var den bedste af alle kæmperne. Det var træffende, hvad en af pigerne udbrød, da han havde fortalt om Nornegæst: ”Ja, men han er jo selv Nornegæst!”
I en gammel poesibog har Axelsen skrevet følgende vers:
”Hvad mon du er for en svend,
som kan hjerter så bevæge,
som så mildt kan rive hen,
som kan slå, men og kan læge?
Jeg dig gerne kalder ven
Beder og om vennesæde
I en flok fribårne mænd,
Som dig kalder ”Ven” med glæde;
Thi i hvem du så mon være,
Står du i de ædles hære!”
Din ven Axel Axelsen 1886
Søren Olesen havde en dejlig sangstemme og han havde vist stor indflydelse på sangen på Salling Højskole. Poulsen Dal, Rasmus Lund og Søren Olesen havde samlet ”Morsøsangbogen”. Nu samlede Axelsen og Søren Olesen ”Sallingsangbogen”. Disse to samlinger indbunden i et bind udgjorde i mange år denne højskoles sangbog.
Axelsen knyttede til sin højskole både et ”læsende hold” og en drengeskole. Tanken om en sådan skole for drenge i overgangsalderen blev først ført ud i livet her i landet af Poulsen-Dal og Søren Olesen, mens de arbejdede sammen på Galtrup Højskole; men hvor stod andel Søren Olesen havde i tankens undfangelse, lader sig vel ikke nu godtgøre. Skolen i Galtrup gik godt; men gik kun et års tid, da skolen, som meddelt gik helt i stykker. Drengeskolen gik i hvert fald i Søren Olesens tid; men hvornår den hørt op, kan jeg ikke oplyse. Til toppen
Som grundtvigsk missionær.
”Af Guds nåde til Guds ære
Fredens budskab ud at bære
Til de fattige og små,
Var hans inderste attrå!”
Axel Axelsen
Søren Olesen begyndte sin missionsvirksomhed i efteråret 1882. Efter at han havde prøvet sin første rejse, forelagde han sagen på det store vennemøde på Mors, der holdtes i dagene 13.-14. juni 1883, hvor den faldt i god jord.
I den følgende tid dannede der sig en bestyrelse for den såkaldte Søren Olesenske Mission, bestående af valgmenighedspræst Fr. Nygaard, Sognepræst A. Lassen, Kollerup v. Jelling og højskoleforstander Ludv. Schrøder i Askov, hvis formål var at indsamle menighedsgaver til denne mission. Nygaard var formand og var især den, der bar byrden ved indsamlingen.
I 1889 besluttede Nygaard at forsøge at få indsamlet så stor en sum, at Søren Olesen kunne sættes i stand til at anvende hele sin tid derpå. Summen bestemtes til 1200 kr. Sagen blev lagt frem ved vennemødet i Odense 12. og 13. september. Her var Søren Olesen selv til stede som taler, og hans tale gjorde så stort et indtryk på forsamlingen, at den stiltiende vedtog at støtte ham. Så var det, at han opgav sin hidtidige stilling ved Salling Højskole og stillede sig med hele sin tid og kraft i menighedens tjeneste som Grundtvigsk missionær i de afsides liggende egne af Jylland, hvor de åndelige livsrørelser endnu ikke var nået ud.
I 1893 fik Fr. Nygaard det ordnet således at Pastor Glud i Jebjerg indtrådte i bestyrelsen som formand og kasserer. Nygaards helbred var ikke god, og han mente derfor, at Søren Olesens sag blev røgtet for ringe. Glud skulle da foretage indsamlingen i Jylland, Nygaard på Fyn og A. Lassen, som var bleven forflyttet til Vejlå på Sjælland. Nygaard døde tre år efter, nemlig 27. august 1897.
1894 skete den forandring, at Søren Olesen blev indvalgt i Landstinget. Dette fik dog ikke indflydelse på missionsarbejdet end at halvdelen af møderne, nu blev holdt på øerne og i København, hvor han tog del i midnatsmissionens arbejde i de såkaldte smudsgader. Hans missionsmark kom således til at omfatte hele landet. Som landstingsmand kunne han komme videre omkring, da han havde fri rejse med jernbanerne, og han kunne således undgå de lange fodture, som hans helbred ikke længere kunne svare til.
1895 skete der atter et lille fremskridt, idet forhenværende friskolelærer Anders Dissing på Mors fra dette års begyndelse på Søren Olesens og andre gode mænds anbefaling optoges som missionær. Han havde i forvejen været med Søren Olesen på nogle af hans rejser, og var altså en prøvet mand.
Da Kirkeligt Samfund af 1898 stiftedes, fratrådte den gamle bestyrelse, der foruden de tre allerede nævnte: Glud, Schrøder og Lassen, siden Nygaards død var bleven suppleret med pastor Krog Skerning og pastor Jakobsen Gamborg. Og den Søren Olesenske mission gik så ind under Kirkeligt Samfunds bestyrelse.
Således svandt 4 år. Søren Olesens helbred var imidlertid bleven nedbrudt af stadige rejseliv, og navnlig det sidste år var han meget svag. Han kunne dog ikke holde sig stille. Kort før sin død holdt han mange bevægende møder nede i Vendsyssel.
Efter en kort hvile i hjemmet, drog han atter ud på rejse; men indhentedes af døden på Skanderborg Sygehus den 27. juli 1902.
Samme dag, som hans død gennem bladende blev bekendtgjort ud over landet, offentliggjorde digteren Aakjær følgende smukke mindedigt:
”Gamle Søren, lad mig mindes
end en gang med pen i hånd,
hvad du var for mig og mange,
mens du end var ung i ånden.
Bred på foden, bred om lænden
bred og djærv og tung i talen;
Stemmen blød og vemodsløret,
som et åløbsfald i dalen..
Intet hovmod, ingen fraser
Stille ord om kristensynet,
Og to milde, brave øjne
ærlig lysende bag brynet.
Ordet sank i åbne hjerte
blødt som nattedug på kornet:
Intet brøl i dombasunen
intet stød i helvedhornet.
Og til sidst, når talens stilhed
havde hjerterne bevæget
svam og bølged’ salmens toner
varm igennem kæmpeskæget.
Stærkest var du, når de talte
hjertets sag bag bjælkeloftet
når forsamlingen og ordet
begge gik i bondekofte.”
Således skildrer Aakjær Søren Olesen som missionær, og det så levende, at han står for øjnene som han var lyslevende. I nogle følgende vers forsøger han med mindre held, at skildre ham som rigsdagsmand.
”Men hvor ræveklygt og goldhed
svinged klokken hist på tinge
fik din tale noget nedstemt
som de golde kaldte ringe.
Men for dem, som sad og hungred’
efter ærlighed alene,
var din tale mod de andres
også her, som brød for stene!”
Slutningen af digtet omhandler hans sygdom og død. Jeppe Aakjær formåede dengang ikke at kunne se ud over død og grav – om han har ændret sit syn siden, ved jeg ikke – og derfor kom det smukke, dybtfølte digt til at ende så trist uden håb:
”Gamle Søren, tunge sorger
hviled’ på din gamle nakke,
længe så jeg på dit åsyn,
at dit held’ gik ned ad bakke.
Skjelmens liv endnu i øjet,
men med skælmen kæmped’ tåren.
Nu er kampen altså sluttet,
og dens udfald nævnes – båren.”
Kirkeligt Samfund ændrede den sidste linie til: ”og din lykke ubeskåren”; men selv denne forandring, synes jeg ikke, har kunnet tage tristheden bort. Aakjær har været ærlig, han kunne ikke digte om et håb, han ikke ejede.
Søren Olesen var nu langtfra en gammel mand. Han blev kun nogle få dage over de 60, og hans fader overlevede ham i flere år. Til toppen
Da han havde ligget i sin grav i 12 år uden at nogen af de store løfter, der lød ved hans død, var bleven indfriet, så der ikke alene intet blev skrevet om ham; men ikke en gang var gjort skridt til at få rejst et offentlig mindesmærke, lod jeg, efter samråd med nogle af hans dengang endnu levende venner, følgende opråb trykke og udsende:
”Gamle venner af Søren Olesen fra Mors, der endnu mindes ham med taknemmelighed for den ordførergerning, som han i så mange år med stor trofasthed og kærlighed og med ikke ringe opofrelse udførte i vort folk, opfordres herved til at være medvirkende til at få rejst ham et passende mindesmærke på hans grav på frimeninghedskirkegården i Galtrup.
Bidrag modtages af undertegnede
Jakob Holm, præst, Mathildevej 1, København F
Chr. P. Andersen, brevsamler, Solbjerg, Nykøbing Mors
J.P. Wammen, lærer, Gislum v/Østrup J.
Jens Jensen, fhv. graver, Trængstrup pr. Støvring
J.L. Høegh, Gårdejer, Jebjerg pr. Laurby
Kr. Glud, præst, Jebjerg pr. Jebjerg st.
A. Axelsen, højskoleforstander, Karise pr. Karise
P. Kæstel, højskoleforstander, Krabbeholm pr. Skive
Jens Nielsen, Gårdejer, Giver pr. Aars
Den egentlige årsag til dette opråb blev udsendt var følgende: Jeg havde i toget været sammen med to gamle troende folk fra Jyllands hedeegne. De fortalte, at de havde været i kirke i Ansgarskirken på Mors, og det havde de været så glade ved. Efter gudstjenesten havde de søgt efter Søren Olesens grav, og havde haft møje med at finde den. De udtalte deres undren over, at der ikke blev rejst et mindesmærke på hans grav. Dette gav mig tanken.
Jeg skrev så en lille artikel i Højskolebladet for 1. august 1913 og modtog i den anledning brev fra de fleste af ovenstående med tilbud om, at jeg måtte sætte deres navne på et opråb. Således udrustet lod jeg i Viborg Stifts Folkeblads bogtrykkeri trykke ovenstående opråb forfattet af mig og med brevskrivernes navne under.
Dette opråb sendtes nu videre og videre ud pr. brev for at få flere underskrifter og optoges sluttelig i Højskolebladet for 9. januar 1914. De tilskyndende underskrifter var følgende:
Jens Damkjær, Tobøl, - P.E. Benzon, præst i Galten, - P. Riemann, præst i Fakse. - R.R. Vestergaard, præst i Hvirring, - August Kristensen, præst i Øster Tørslev, - Erik Lund, friskolelærer i søttrup, - J.P. Kristensen-Randers, højskoleforstander, Ollerup pr. Svendborg, - J.C. Christensen, folketingsmand, Hee, - Ludvig Bøgeskov, præstegård pr. Brønderslev, - A. Thomsen, landstingsmand, Aars, - Jørgen Tærkelsen, Højskoleforstander i Vraa, - Jens Peter Harbo, lærer i Asbo pr. Vejen, - Rasmus Bording, Højskoleforstander, Ry, - Niels Markvorsen, folketingsmand, Nykøbing Jylland, - Jensen Knudstrup, lærer i Vestermark pr. Kjellerup, - H. Engberg, Sognepræst i Hundslund, - Enevold tærkelsen, valgmeninghedspræst i Herning, - Peter Dal Mikkelsen, Gårdejer, Øster Jølby, Nykøbing J., - Morten Larsen, Valgmeninghedspræst i Holstebro, - Esper Andersen, Aalestrup (forhen Jebjerg), - Fabrikant P. Andersen, Fabrikken ”Jyden” Aalestrup.
Gamle pastor Glud i Jebjerg lovede at være kasserer for de indkomne beløb. Det indkom dog forholdsvis lidt, nemlig kun et par hundrede kroner. Billedhugger L. Rasmussen i Nykøbing leverede for disse penge en ca. fire alen høj granitblok med følgende inskriptioner:
”Søren Olesen
født i Ugilt 18. juli 1842, død i Skanderborg 27. juli 1902
”Af Guds nåde til Guds ære
fredens budskab ud af bære
til de fattige og små,
var hans inderste attrå!”
Siger altid Gud og Faderen tak for alle ting i Vorherre Jesu navn.”
På bagsiden:
”Tung var din gang
Graad dunkled’ til dit øje,
Men alt blev lyst,
Når talen gjaldt det høje”
Dette sidste vers havde Jeppe Aakjær sendt os, efter at han først havde sendt os et andet, som vi ikke syntes om. Dette lød således:
”Du var blandt dem,
som op dig vilde svinge
mod lysets himmel
på en klækket vinge!”
Stenen blev rejst på hans fødselsdag den 18. juli 1915 uden nogen afsløring, nærmest fordi frimenigheden viste sig uforstående og uinteresserede over for os. Herfra må dog undtages højskoleforstander Jakob Lykke i Galtrup, der var med til at udtage stenen.
Endelig i Højskolebladet for 1. september 1916 skrev jeg en lille artikel med uddrag af Søren Olesens dagbøger, samt en redegørelse for indsamlingen og et billede af stenen.
De nærmere omstændigheder: Hvorfor f. eksempel bidragsyderne ikke er offentliggjort i Højskolebladet, erindrer jeg ikke mere; men dels var det vel ukendskab, dels også fordi ”Skovmand” stillede sig så trekantet, at han f. eks. afviste et stykke, skrevet af præsten Jakob Holm.
I vinteren 1923-24 og i sommeren 1924 skrev jeg bogen: ”Søren Olesen fra Mors” en levnedstegning efter utrykte kilder med 9 illustrationer. Bogen udkom på Kirkelig Samfunds forlag lige til jul 1925 trykt i Andelsbogtrykkeriet i Odense. Denne bog har hidtil været meget rosende omtalt i bladene. J.P. Harbo bekostede billederne. Om Søren Olesens hjem vil der blive handlet videre i denne bog side: Søren Olesen og Marie Eriksen
Andre billeder: Ansgarkirke 2004, Mindestenen 2004
|
|